Mindfulness i terapirummet
Den dybere mening med at gå i terapi er, at vi kommer på sporet af os selv og det liv, som er meningsfuldt for os. Det kræver nærvær at være i kontakt med det, som rør sig i os og som er dybt betydningsfuldt for os. Mindfulness er et uvurderligt redskab og en essentiel vej i denne sammenhæng. Det er nærmest en genvej.
At træne nærvær gennem mindfulness er en effektiv modvægt mod alt det, som trækker os væk fra os selv, sådan at vi mister overblikket og glemmer de allervigtigste ting i livet. Når vi er i livet med mindfulness som fortegn - eller på helt almindelig dansk; når vi er i livet på en nærværende og opmærksom måde, så føles tiden længere og mere fyldig. Det er blandt andet fordi, vi her ikke kun er identificeret med vores hurtigkørende mentale evner, men bruger flere kropsligt funderede sanser til at orientere os med.
Mindfulness er den direkte vej til at kunne hjælpe os selv til at overkomme alt det, livet kaster efter os. Nærværet gør, at vi kan være til stede og bevidste med en åben, venlig og imødekommende indstilling overfor os selv og andre. Selv når vi står i stormen. Det er ikke en let opgave. Men den er livsvigtig.
Når vi træner mindfulness, træner vi evnen til at kunne være i alt det, livet byder os – på godt og ondt. Mindfulness er med til at holde vores bevidsthed vågen, således at vi ikke går rundt med autopiloten på og træffer søvnige valg. Når vi er vågne overfor os selv og vores omverden får vi lettere ved at prioritere i hverdagen, således at vi oplever sammenhæng med vores grundlæggende livsværdier. Altså det vi dybest inde ved er sandt for os.
Du kan jo spørge dig selv i hvilken grad du oplever fuld opmærksomhed og nærvær i dit liv og hvor ofte du lader din opmærksom drive afsted væk fra det, du befinder dig i. Måske du hopper på "tanketoget" til fremtiden eller fortiden, hvor der ofte findes begivenheder, som vi ikke kan ændre eller kontrollere. Alt imens vi er optaget af den slags drømmende tankeaktivitet, går vi glip af det som er lige nu og her.
Måske du ikke ligefrem selv kender den fornemmelse, men så kender du måske én, som kender den;-) Jeg kender i alt fald fornemmelse af ikke rigtig at have været tilstede sammen med en ven, under et møde, mens jeg lavede mad eller skulle forestille at lytte til, hvad min søn forklarede mig.
Mindfulness ligger som en klagbund i det terapeutiske rum, som jeg tilbyder. Her hjælper den os til at sætte farten ned og blive stille indeni. Derved får vi mulighed for at lytte os ind på vores dyberelæggende behov, sandheder og længsler.
Forskning viser, at mennesker er mest lykkelige, når de er opmærksomme og nærværende i den aktivitet, de er igang med. Derfor er det vigtigt at lære at hente sin bevidsthed tilbage til det, vi ønsker at fokusere på. Alternativet er, at vi forbliver slaver af vore evigt skiftende tanker, følelser og impulser.
Mindfulness har evidensbaseret effekt på de fleste psykiske lidelser så som; stress, angst, depression, tankemylder, uro samt de generelle livskriser, som kan generere nogle af de nævnte tilstande.
Helt konkret handler mindfulness hos mig om at lære sin bevidsthed at kende i første runde gennem opmærksomhed på vores krop, åndedræt og nære omgivelser. Alt det som er "nu-tid". De fleste oplever, at mindfulness er beroligende og meningsfyldt.